Verdens bedste chokoladekage

Dette er en af de bedste chokoladekager, jeg nogensinde har smagt. Den er luftig og saftig og smager rigtig meget af chokolade. Desuden overrasker det ofte dem, jeg har serveret den for, at den er helt vegansk, og jeg får ofte spørgsmål som “jamen, hvad har du da kommet i den…?”. Derfor er det ekstra dejligt at kunne fortælle, at den faktisk kun indeholder ingredienser, som de fleste mennesker – veganere eller ej – har i køkkenet.

Kagen bliver endnu mere lækker med chokoladeglasur serveret sammen med friske bær, eller skær kagen igennem horisontalt og fyld den med kakaosmørcreme.

Verdens bedste chokoladekage

5 dl appelsinjuice (eller plantemælk)
2 tsk eddike
3,5 dl sukker
1,5 dl olie
3 tsk vanillesukker
300 g mel
80 g kakaopulver
1 tsk bagepulver
1,5 tsk natron
1/2 tsk salt

Forvarm ovnen til 180 grader.

Appelsinjuice og eddike piskes sammen og sættes til side i nogle minutter. Tilsæt olie, sukker og vaniljesukker og pisk det godt sammen. I en anden skål blandes mel, kakaopulver, bagepulver, natron og salt og tilsættes lidt efter lidt. Pisk det hele godt sammen, så dejen er jævn.

Beklæd en bageform med bagepapir (fx størrelse 20 x 30 cm) og bag kagen i ovnen i 20-30 min. Kontroller om kagen er færdig ved at prikke i den med en strikkepind eller kniv. Hvis der ingen dej er på pinden/kniven, når du trækker den op, er kagen færdig.

Lav dobbeltportion for at fylde en stor bradepande.

Chokoladekagen kan også bages som muffins. Fyld muffinsformene 3/4 op og bag dem i 17-20 min. De flotteste muffins får du ved at bruge en fast muffinsform med typisk 12 huller, som papirformene kan stå i.

7 responses to “Verdens bedste chokoladekage

    • Hej! Jeg står her og skal lave kage til 25 pers., så ville bare lige høre hvor mange pers. din opskrift er til?
      MVH Olivia. 🙂

      • Hej!

        Det kommer jo meget an på, hvor meget kage man spiser 🙂 Portionen her er til en lille bradepande ca. 20×30 eller en springform (det bliver så en høj kage), så jeg ville lave dobbeltportion til 25 pers. Hellere for meget kage end for lidt 🙂

        ~ Line

  1. Tusind tak for en fantastisk opskrift! Vi elsker den bare i vores familie 🙂 Alle ikke-veganere som smager den bliver meget overraskede over at den er uden animalske produkter, de synes den smager SÅ godt. Jeg bruger i øvrigt kokosolie og appelsinjuice. Venlige hilsner fra Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *