Pølsehorn aka dellehorn

Ifølge kalenderen er sommeren startet, og med den kommer alle udflugterne. Som vegansk familie er man næsten altid nødt til at medbringe en god stor madpakke, og det må gerne være nemt og hurtigt at spise, da børnene sjældent har tålmodighed til at sidde ved borde-bænke-sættet ret længe. Pølsehorn er ideelle at stikke i den lille utålmodige barnehånd, men da veganske soyapølser kan være en omkostelig affære for den store familie, har jeg omdannet dem til dellehorn, og de går rent ind hos børnene.

Pak dellehornene i poser, skær agurk og rød peber i stænger og kom dem i bøtter sammen med små tomater, så er frokosten klaret. Suppler evt. med ketchup og ristede løg, samt engangstallerkener. Hvis du laver dobbeltportion, kan der endda være nogle til overs til hjemturen, og så har du også klaret aftensmaden den dag.

Dellehorn
16 stk.

1/2 portion dellefars af Lunas labre linse lunser

25 g gær
2 dl vand
50 g smør
ca. 375 g hvedemel
1 tsk salt
3 spsk ristede løg
evt. ketchup

Forbered dellefarsen. Tag en lille skefuld fars og form den til en ca. 10 cm lang pølse. Farsen er så blød, at den ikke kan rulles, så du må bruge fingrene og klemme farsen i form. Dellerne lægges på bagepapir på en bageplade og steges i 10 min. ved 200 grader. Herefter køler dellerne af, mens dejen forberedes.

Smelt smøret og bland det med fingervarmt vand. Opløs gæren i den lune blanding. Tilsæt løg og salt og derefter mel lidt efter lidt. Ælt til dejen slipper og ikke klistrer.

Dejen skal hæve i ca. 45 min. til dobbelt størrelse.

Efter hævning rulles dejen ud i to tynde cirkler, der hver deles i 8 trekanter. Pensel evt. med ketchup – det smager godt, men det kan godt få dejen til at have sværere ved at hænge fast, når de er blevet rullet. Placer en delle med oversiden nedad på det brede stykke af trekanten og rul ind mod midten. Fortsæt til du har 16 dellehorn på din bageplade. Efterhæver i 15 min. Pensel derefter med vand og drys evt. med sesamfrø. Bages ved 200 grader i ca. 15 min.

2 responses to “Pølsehorn aka dellehorn

  1. Hvilken fantastisk ide at bage farsen og bruge den som pølser. Jeg skal ikke lige lave pølsehorn i dne nærmeste fremtid, men jeg vil prøve at lave en gang brunchpølser på samme måde. 🙂

    • Hej Martin

      Det lyder som en god idé. Du skal nok give dem lidt længere tid så, da de stadig er ret bløde efter kun 10 min. Prøv dig frem med 15-20 min.

      ~ Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *